FOKUS 2, ØVELSE I TAKNEMLIGHED

Du er, hvad du fokuserer på
Du ved godt, at når du har smerter et sted, lad os sige i ryggen, og du hele tiden mærker ind i din smerte og tænker på den, måske taler du også om den, så er du opmærksom på den hele tiden. Du bliver træt og energiforladt. Smerten tager til og det bliver ulideligt at være i. Så får du besøg af en god ven og I taler om alt mellem himmel og jord. Efter din ven er gået, går det op for dig, at du slet ikke har haft ondt i ryggen, mens han var hos dig. Måske begynder du nu at mærke ind i ryggen igen og smerterne kommer tilbage.
Dit sind fungerer på samme måde. Dét, du fokuserer på, får du mere af.
Så når du fokuserer på det, der er dårligt og som ikke fungerer i dit liv, er det dét, du får mere af. Du kan vælge at fokusere på gode positive ting i stedet. Både i forhold til dig selv, dit syn på dig selv og i forhold til dit syn på din omverden og hverdag.
Negativt livssyn
Min tese er, at det negative livssyn tildels er medfødt.
At bekymre sig er en del af artens overlevelse: Er der nu vinterforråd nok; kan jeg komme til skade, når jeg går ud; vil nogen overfalde mig; er jeg god nok – eller kan jeg risikere udstødelse af flokken etc.
I vores moderne tidsalder er mange af disse bekymringer svært overdrevne: Supermarkedet har åbent; socialkontoret er opfundet; der er lys i gaderne.
Vi bruger oceaner af tid på at bekymre os om ting, vi først burde bekymre os om, hvis de indtraf. Det gør hverdagen grå og i ekstreme tilfælde vil andre mennesker søge andre steder hen, for negativitet og evige bekymringer tærer på livsglæden og livslysten.
Positivt livssyn
Et positivt livssyn er en fordel i hverdagen. Dét at kunne gå tillidsfuldt gennem tilværelsen gør livet meget lettere, dels fordi du ikke skal bruge unødige timer på at bekymre dig og have ondt i maven, men også fordi andre mennesker har en tendens til at søge glade positive personer. Du får simpelthen flere venner og får lettere ved at begå dig.
Som en ekstra bonus viser forskning, at positive mennesker lever længere og har større helbredelseschance ved livstruende cancer.
Træn dit positive livssyn
Positivitet og taknemlighed er tæt forbundet. Når du opdager, hvor meget der er at være taknemlig for i livet, bliver du automatisk mere positiv. Når du fokuserer på de gode ting i tilværelsen, ændrer du din hjerne sig til at se endnu flere gode ting. Den uheldige evne til at spotte alle de negative ting mindskes og du bliver mere positiv, gladere og mere ubekymret.
En meget simpel metode til større positivitet er derfor at arbejde med taknemlighed.
Taknemlighedsøvelse
Skriv tre ting ned, du har været taknemlig for i løbet af dagen, hver aften inden du ligger dig til at sove.
Din taknemlighed skal være rettet mod noget, du har oplevet den pågældende dag.
Det er ikke tilladt at skrive det samme ord mere end én gang, så har du først sat et ord på papiret, kan du ikke skrive det samme en anden dag.
Det er meget almindeligt, at folk i starten skriver taknemlighedsord, der er rettet mod alle de store ting i deres liv: Deres børn, helbred, hus osv. Efter et par uger er der takket for alle de store ting, og måske er det et andet perspektiv, du får øje på.
Som borger i et demokratisk velbjerget land, er der mange ting, vi slet ikke overvejer. Vi glemmer at være taknemlige for, at vi kan få en uddannelse, at vores land er fredeligt og at vi ikke udsættes for tortur. Det er også store ting, men på et tidspunkt er de også udtømte og det er nu, den egentlige øvelse begynder: Du vil blive tvunget til at lede efter nye ting at være taknemlig for, du ikke har skrevet før. Du begynder at blive nærværende overfor de positive oplevelser i din hverdag.
Hvor det i starten var de store indlysende ting, du skrev ned, bliver det nu de små ting i livet, som mange glemmer at ligge mærke til og være taknemmelige over: Vinteren er ovre, og der er igen fuglefløjt udenfor. Jeg plukkede blomster med hjem fra skoven. Naboen smilede bredt til mig.
Små ting i vores hverdag, som vi glemmer at sætte pris på.
Denne øvelse har ikke en tidsbegrænsning. Du kan lave den fra nu og til du dør – og den vil vedblive med at give dig et gladere og mere positivt sind.